[Børn i sorg] En mor kan da ikke dø?!

Solen skinnede ind af det åbne vindue.

Vi kunne mærke den varme brise gennem vinduet.

Det burde ikke være så varmt i september men det var det nu.

De, dem på tv2, kalder det en løvfaldssommer. Synes det er et irriterende ord. Hvad er der blevet af Indian summer eller sen sommer?

Der var ikke mange lyde i værelset.

Eller det var der.

Jeg havde nok bare svært ved at høre andet end respiratoren der pustede liv i min mor.

Vi var alle samlede.

Min far og os 3 børn.

Ja vi var børn den dag. Børn i sorg. Også selvom vi er voksne alle 3.

Vi stod rundt om min mor. Hun sov.

Kræften havde som en sort brandmand ladet sine lange giftige tråde brede sig i min mors lunger.

Ind i hendes væv. Ind i hendes lymfer. Men ikke nok med det.

Den sorte brandmand havde kravlede videre og kastede sine giftige tråde rundt om hendes luftrør og hendes store vener der giver blod til hjernen.

Det var faktisk af den grund hun blev indlagt. Hun virkede pludselig konfus og havde svært ved at finde ordene. Vi var bange for at det måske var en blodprop eller hjerneblødning.

Vi var ikke forberedt på andet.

Hun blev indlagt søndag.

De afviste hurtigt en blodprop.

Hun kom i drop og fik ilt. Det hjalp lidt. Hun havde for meget co2 i blodet og trak vejret dårligt.

Men de, de søde lægere på intensiv, kunne ikke finde grundet til det.

Vejrtrækningen blev ikke bedre og onsdag blev de nød til at ligge hende i respirator. Jeg sad hos hende indtil hun sov. Vi havde byttede rolle min mor og jeg.

Jeg var den stærke.

Jeg var den med overblikket.

Jeg var den der trøstede og lovede, at vi nok skulle passe på hende og at hun ikke ville have smerter.

Da hun sov. Var jeg et barn igen. Et barn i sorg. Et barn der savnede sin mor.

Torsdag blev hun skannede.

Lægen på intensiv forberede os på svaret. Han fortalte at de ikke havde det endelig svar før fredag men at det ikke så godt ud.

Fredag fik vi dødsdommen. Men mor havde fremskreden lungekræft der havde bredt sig og havde lukket for blodtilførselen til hjernen og hendes luftrør.

Der var intet at gøre.
Det der havde holdt min mor i live i de sidste par dage var respiratoren.

Og nu stod vi her. Min far, alle 3 børn og min mand.

Min mor sov. Men jeg er sikker på at hun kunne mærke at vi var der.

Lægen kiggede rund og sagde. “Nu fjerner jeg slangen.” Og så sagde han henvendt til min mor “Nu skal du hoste”. Men der kom ikke noget host.

Vi kunne se pulsen, på monitoren, langsomt dale. Da den kom under 50 begyndte maskinen at hyle. Sygeplejersken slukkede for lyden.

Der gik ikke lang tid før den var på 0.

Min mor var død.

64 år gammel. Endnu et offer for kræften.

Vi er børn i sorg.

De efterfølgende dage er gået.
Hvordan ved jeg ikke helt.

Men på en eller andet måde har vi fået talt med bedemand, præst og fået afholdt min mors bisættelse.

Modsat den dag hun døde, var det en gråvejrsdag med regn og blæst. Men det var nu en smuk afsked alligevel.

Og nu sidder jeg så tilbage med mindet og sorgen.

Jeg vil altid være min mors barn.

Og jeg vil til den dag jeg dør, savne min mors kærlige væsen. Hendes evne til altid at være stolt af mig og hendes smittende glæde.

Men jeg er ikke alene med min sorg.

Årligt oplever 500 børn i alderen 0-6 år at miste enten deres mor eller far.

60.000 mennesker dør årlig i Danmark og de hyppigste årsager er hjerte-karsygdomme og kræft.

380.000 børn oplever at leve adskilt fra den ene eller begge forældre, ofte på grund af skilsmisse.

Det vil sige at hver 3. barn i Danmark er berørt at et tab. Det giver mange børn i sorg.

Desværre er der stadig mange mennesker der ikke ved hvordan de skal håndtere børn i sorg.

Derfor vil jeg i de næste mange indlæg komme med mine bud på forskellige temaer omkring børn i sorg.

Blandt andet vil jeg tale om sorg hos børn, både den lille og den store.

Komme med mit bud på hvordan man taler med børn om døden.

Skal børn se den døde og hvordan i forhold til begravelsen/bisættelsen?

Plus meget mere.

Det var alt for nu.

Mange hilsner

Trine