Du er okay!! Eller er du okay?

Kære du, er du okay?

Der har været lidt stille her på det sidste og det er der en god grund til.

Jeg er nemlig så privilegeret at have fået lov til at være med i et Erasmus projekt, der går ud på at få alle europas børn ud i naturen.

Det er ikke nogen lille opgave.

Det er faktisk en kæmpe opgave men jeg er lykkelig over at have fået lov til at være med.

Den sidste uge har jeg været ude og rejse med projektet og har besøgt Estland som også er med i projektet.

Estland er på mange områder, i hvert fald naturmæssigt, meget lig de skandinaviske lande måske særlig Sverige og Norge.

De er meget ude med børnene og det er derfor de er med i projektet.

Mens jeg var i Estland og se deres børnehaver og deres dejlige børn, havde jeg en samtale med vores skotske partner.

Han fortalte at han var blevet meget imponeret af New Zealand hvor at de flere steder, i stedet for at spørger om et barn var okay. Sagde “Du er okay” når et barn faldt.

De gør det for ikke at lade barnet mærke deres bekymring og måske opmuntre barnet til at blive mere ked af det og få opmærksomhed på den måde.

Problemet er bare, efter min mening, at hvis du siger “Du er okay” så negligere du barnet følelser.

Du går ikke ind og kigge på om barnet og kigger på om barnet reelt er okay.

For hvis man lige er faldet og har slået sig så er man måske ikke okay.

Måske har barnet slået sig.

Måske gør det ondt.

Måske bløder det.

Måske har barnet brug for trøst.

Måske…

Og det synes jeg ikke er okay.

Derfor havde vi en lang debat i Estland og det synes jeg, at jeg ville dele med dig.

Farer du hen og siger “Åhhh nej lille skat, hvor er det forfærdeligt at du er faldet!?”

Eller vender du dig om og kigger den anden vej for lige at se om dit barn er okay? Og hvis du så kan se at han/hun ikke er det så tilbyder du trøst?

På den sidste måde giver du dig barn mulighed for at få omsorg og trøst men du giver også dit barn mulighed for at mærke efter om han/hun faktisk er okay. Eller om det bare er blevet en automatisk reaktion at skrige eller græde når han/hun falder.

Måske er det nu vil skal lære vores børn at mærke efter og grad vurdere smerte og oplevelser. For det kan være meget angstprovokerende at blive forskrækket eller falde ned fra et lege stativ.

Men nogen gange er det bare et chok.

Og nogen gange er det en forskrækkelse.