Når den gode intention ikke er nok – min historie!

Kære du

I dag får du en privat historie. For at være mere præcis min historie.

Der er ikke mange, andet end min tætte veninder, der kender den.

Jeg har aldrig skrevet den ned før.

Men den har ligge i min underbevidsthed i et stykke tid og ”larmede”.

For den vil ud.

Så tag en kop kaffe og sæt en rum tid af, for den er længere end mine normale indlæg.

Det havde hun ikke altid været, men jeg er sikker på, at det blev hun efter alt det der skete med både min søster og bror.

Hun er her ikke mere.

De sidste mange år af hendes liv var hun ædru og vi havde et fantastisk forhold.

Hun døde i 2016 efter bare en uge med kræft. Eller hun havde jo haft det i mange år uden at vi eller hun viste det. Men en dag blev hun konfus og kunne ikke trække vejret.

Hun døde af lungekræft ikke engang en uge efter hun blev indlagt.

Jeg savner hende stadig næsten hver dag.

Da jeg var 3 år og min ældre søster var 5 år begyndte hun at få hovedpine. Jeg kan ikke selv huske det men har fået fortalt at det blev værre og værre.

Hun blev selvfølgelig undersøgt men det var som om at de ikke rigtig kunne finde ud af hvad der var galt. Det fortsatte og hun blev indlagt.

Lægerne troede det var meningitis men det passede ikke helt på symptomerne.

2 år efter hendes symptomer startede, samme år som min lillebror blev født fandt de en hjernesvulst. Den var godartet men voksede og trykkede på hjernen. Hun ville dø hvis de ikke gjorde noget.

Min søster var fræk som en slagterhund og vi viste altid hvis der var et barn der græd ude på legepladsen at så var min søster nok en del af det.

Hun havde langt korngult hår.

Da hun skulle opereres måtte de klippe alt hendes hår af. Det blev gemt og lavet til en paryk. Og selvom den var fin kom hun aldrig til at gå med den.

Som sagt var det samme år som min lillebror blev født. Han blev født med kraftig astmatisk bronkitis og støvallergi.

Vi fik rengøringshjælp fra kommunen 2 gange om dagen. Hun hjalp også med at lave mad. Hun hed Oda og var virkelig sød. Hun lavede spaghetti med kødsovs til morgenmad for det var det eneste min søster havde lyst til da hun kom hjem.

Min lillebror sad med iltmaske på det meste af tiden. Eller sådan husker jeg det. Ikke at jeg kan huske alle detaljerne. Faktisk kan jeg næsten ikke huske noget. Men jeg har fået fortalt en del. Jeg fik også fortalt at vi måtte af med vores hund.

Min mor arbejde aftenvagter og min far dagvagter så der altid var en hjemme hos os.

Efter min søsters operation gik det godt i en periode. Eller det gjorde det ikke. Min søster var ikke den samme frække, glade pige mere. Der var nok ikke nogle af os der var glade og frække mere. Vi var alle mærket. Forandret.

Men min søster havde heldigvis ikke ondt i hoved.

I hvert faldt ikke i starten.

Men svulsten kom igen

Denne gang var den vokset tæt på hendes synsnerve og hypofyse. Men de blev nødt til at operere. Hun havde lige fået langt hår igen.

Operationen gik ikke som den skulle. De fik ødelagt hendes hypofyse og hendes korttidshukommelse. Men hun overlevede og de fik fjernet hele svulsten.

Men hun var ødelagt

Efter operationen sank hun ned i en dyb apatisk tilstand. Ville ikke tale, ville ikke spise eller drikke.

Heldigvis havde hun en fantastisk børnelæge. Hans hund havde lige fået hvalpe og han fortalte min søster om dem. Hun reageret ikke på det til at starte med. Men da han fortalte hende at den ene hvalp hed Snoopy og at den var til hende vågnede hun op.

Min forældre fik kaffen galt i halsen for det havde de ikke aftalt, men min søster kom tilbage til livet så det var en lille pris at betale.

I dag er min søster førtidspensionist og har et godt liv. Vi ses tit og selvom hun tit glemmer hvad hun lige har fortalt så hygger vi os.

Efter alt den sygdom begyndte min mor at drikke. Bare lidt i starten. Lidt vin til maden. Lidt vin når hun kom hjem efter en aftenvagt.

Min far begyndte at ryste. Og fik angstanfald.

Han fik efterfølgende konstateret PTSD (post traumatisk stresssyndrom). Så han kom på nervepiller.

Utroligt nok arbejde de begge fortsat.

I dag er min far pensioneret og har det godt.

Min mor gik over til vodka med cola, men kun når hun havde fri og efter arbejde.

Vi flyttede for sidste gang

Igennem vores barndom nåede vi at flytte 6 gange. Mine forældre blev separeret men fandt sammen igen. Jeg flyttede skole 5 gange.

Jeg lærte først at skrive og læse i 5 eller 6 klasse. Skolen var ikke nem for mig.

Min mors alkoholforbrug blev større og større. Hun begyndte at skjule det for os.

Min lillebror mistede sin bedste ven i en bilulykke som 6 årig.

Ikke mange år efter startede han med at ryge hash.

Og så lavede han indbrud.

Han har det godt i dag. Han er far til en skøn dreng, har et job og laver ikke mere noget kriminelt.

Da min mors alkoholforbrug var størst fik hun en styrtblødning og var ved at dø. Det er meget ”normalt” for alkoholiker at få det. Det er noget med at alkoholen gør venerne tyndere eller noget.

Hun fik at vide at hvis hun rørte alkohol igen ville hun dø.

Hun rørte det aldrig igen og var ædru til kræften tog hende.

Der blev ikke sat grænser for os.

Som 12 årig var jeg voksen.

Jeg røg, drak og gik med fyre. Gerne ældre fyre.

Der var ingen der sagde at jeg skulle komme hjem, holde op med at ryge, passe på mig selv eller passe min skole.

Jeg var elsket men der var ingen grænser. Og det betød at jeg ikke kunne mærke deres kærlighed.

Jeg har det godt i dag. Jeg har min egen lille familie. Og jeg er lykkelig.